Jer der læser min gæstebog, vil have erfaret, at Kim døde af hans misbrug.

Til jer som måske ønsker at printe siderne ud, vil jeg lige fortælle, at det af én eller anden årsag ikke kan lade sig gøre, der mangler tekst i højre side af papiret, - desværre...

Jeg vil begynde med at fortælle, at jeg blev gravid som 17 årig, blev forlovet i maj, gift i juli og fødte en søn i december, Jan,  - halvanden måned for tidligt, han vejede kun 1940 gram, men ellers sund og velskabt - altsammen indenfor samme år i 1966 og før jeg blev 18 år, - jeg fyldte 18 år i februar 1967.
Dengang var det ikke moderne, at få børn uden at gifte sig og både mine forældre og svigerforældre var stærkt enige om, at der bare skulle sendes bud efter "Kongebrev" hurtigst muligt, så vi blev gift.
Tiderne var dengang sådan, at det heller ikke var let at få en lejlighed, så vi boede hjemme hos mine forældre til foråret 1967.
Da fik vi så endeligt vores eget og nu skulle vi til at lære en hel masse ting sammen og kun os...
Da vi blev gift, var der ikke mange der gav ægteskabet ret store chancer, for jeg var jo kun 17 år og alt for ung, min mand derimod, var 6 år ældre end jeg, så der var ingen der mente at han var for ung eller umoden, han var jo 23 år.

Tiden gik, der kom mange problemer men dem måtte vi jo prøve at løse så godt vi nu kunne.

Som mange andre unge mennesker var vi begge så naive, at tro vores problemer kunne løses med endnu et barn, - i den første tid efter vi var blevet forældre havde det hele jo været så lyserødt.

Jan var et ualmindeligt nemt barn og altid stille, rolig og glad, - jeg husker min mor sagde til mig, at jeg ikke havde prøvet hvad det vil sige at have børn. Hvad hun dengang mente med det, anede jeg slet ikke…

 

Den 13 februar 1969 kom Kim så til verden, 2400 gram - født 3 uger for tidligt, men ellers som sin bror, meget sund og velskabt, han var af udseende stik modsat sin storebror.

Jan var nærmest sorthåret med brune øjne og var mørk i huden, - men Kim var lys i huden, fik lyse blå øjne og havde meget lyst hår.

At de osse var store modsætninger i sind opdagede jeg ret hurtigt, hvor  den store stort set altid var stille og rolig og kunne lege med sig selv i timevis, var Kim den urolige, hidsige med et voldsomt temperament, men osse utrolig kærlig og blød.

 

Her bliver jeg nødt til at tilføje, at min mand desværre viste sig at være alkoholiker og hans drikkeri nu tog til med stor fart, han var næsten aldrig hjemme og når han var, skulle han have ro, så han kunne sove…

 

Hvad den konkrete årsag til at vi blev skilt, vil jeg ikke komme nærmere ind på her, da denne beretning jo skal handle om Kim, men vi blev langt om længe skilt i 1973 og nu stod jeg så her med 2 drenge på 4 og 6 år, jeg var 24 og enlig mor.

3 år tidligere erindrer jeg min far kom på besøg, hvor jeg var alene hjemme med børnene og han lå på sine knæ og grædende bad han mig og at blive skilt, men jeg var hårdnakket og sagde at jeg ikke ville skilles, for dengang vi blev gift, blev der sagt, at vores ægteskab ikke kunne holde, fordi jeg var for ung.

Nu var jeg altså nået dertil, at jeg ikke kunne klare mere og vores børn skulle ikke blive ved med at opleve de ting der foregik i dette ægteskab, så hellere være alene…

 

Jeg var ikke den perfekte mor og jeg var for ung, men til mit forsvar vil jeg sige, at jeg altid har gjort hvad jeg kunne for at være en god mor, jeg elskede mine børn og de ting jeg har gjort forkert, har jeg bittert fortrudt senere i mit liv.
 

Årene gik, - Kim skulle begynde i børnehaveklasse og alt i alt, gik det rimeligt godt, - det år gik og han skulle i 1 klasse. Her gik han nogle mdr. så havde jeg en samtale med læreren og hun mente ikke Kim var moden til 1 klasse, men ville give ham et år mere i børnehaveklasse, hvilket jeg sagde ja til, for jeg var enig med hende i det.

 

Herefter gik det fint indtil han blev 13 år og jeg pludselig stod med et brev fra skoleinspektøren om, at hvis ikke Kim kunne lære at opføre sig ordentligt, var de nødt til at bortvise ham fra skolen!

Jeg var målløs, fattede ikke hvad der skete og tog til skolen for at få en forklaring på dette brev.

Jeg havde været med til alle forældremøder, haft gode samtaler med hans lærere og de havde ikke sagt, at Kim havde ændret adfærd, tværtimod, så fortalte de altid, at han klarede sig jævnt godt, han var ikke en af de dygtigste, men absolut heller ikke en af de dårligste.

 

Nu fik jeg så en alvorlig samtale med Kim og vi blev enige om, at han skulle tage sig gevaldigt sammen, for han skulle jo helst gå i skole nogle år endnu.

Det gik fint et stykke tid, så var den gal igen, i mellemtiden var han blevet 14 år, godt gammeldags skoletræt og ville helst ud af skolen og lave noget andet.

 

Jeg tog den beslutning, at hvis han ville ud af skolen, måtte han se at få en læreplads, så han skulle nu finde ud af, hvad han så ville være. (Jan var i lære som møbelsælger og det gik rigtigt godt.)

 

Kim skulle finde ud af hvad han så ville og i mellemtiden blev han flaskedreng i Føtex, for han skulle ikke bare gå derhjemme og ikke foretage sig noget. Han fik ret hurtigt tilbudt at komme i lære som slagter i Føtex og det ville han gerne…

Han kom i lære, - men ikke ret længe. Der opstod problemer mellem kollegaerne og ham og han sprang fra. Hvad jeg på daværende tidspunkt ikke vidste, var at Kim var begyndt at ryge hash.

Det fik jeg så nogen tid efter at vide, af ham selv. Han kom faktisk og fortalte mig det, som om det var den naturligste ting i verden. Jeg var rasende, ked af det, bange og alt muligt på én gang og vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre, - hvordan jeg skulle tackle det og Kim stod bare dér og sagde, at der var tusindvis af mennesker der røg det og det tog man ikke skade af, - det var ganske ufarligt!

 

Mine tanker var kaos, jeg anede ikke mine levende råd, hvor jeg skulle gå hen for at få hjælp, jeg bebrejdede mig selv, tænkte og tænkte, hvor jeg lige havde svigtet, jeg havde været en rigtig dårlig mor.

 

Kim var faktisk den der virkede mest rolig og slet ikke kunne se nogen fare i noget af det jeg snakkede om, han havde det da godt og skulle nok klare sig!

Han skulle osse nok finde et job igen og havde mange nye planer for fremtiden, så der var ingen grund til den panik.

 

Da han var 15 fandt han en kæreste, som han kom hjem og fortalte om, - en pige på 23 år, enlig mor, boede i en moderne lejlighed og han ville gerne have lov til at bo sammen med hende og hendes dreng på 4 år.

Jeg havde ingen fordomme over enlige mødre, jeg var jo selv én af dem og at hun havde fået sin søn i en tidlig alder var for mig heller ikke noget problem, da jeg jo selv kendte en del til det.

Jeg bad dem komme hjem på besøg og hun virkede selvstændig, fornuftig, voksen og drengen var skøn.

Efter nogle dage snakkede vi igen om det og jeg sagde til Kim, at han jo godt kunne flytte ud til hende og hvis det gik godt var det jo fint og gik det ikke, kunne han jo altid komme hjem igen.
 

Hvad jeg glemte var, at jeg var gift igen og min mand absolut ikke var interesseret i, at Kim skulle hjem at bo igen, han havde 2 børn og jeg havde 2 børn, vi havde haft alle 4 boende hjemme, men de var flyttet én efter én og den sidste var jo så Kim, der skulle ingen hjem at bo igen... 

 

Efter en tid måtte jeg konstatere, at jeg ikke blot havde en søn der var misbruger, men osse hans kæreste, det var bare ikke kun hash, men alt muligt andet, der blev indtaget i hendes lejlighed…

Hvor havde jeg dog været blåøjet, hvorfor havde jeg ikke fornemmet det, når de var hjemme på besøg?
Hvad var jeg dog for en mor?

 

Ville have Kim hjem at bo igen, men manden sagde blankt nej, han var én gang flyttet hjemmefra og skulle ikke hjem igen…

 

Kim kom længere og længere ud, jeg gjorde hvad jeg kunne, men i smug for manden…

Bragte mad, rent tøj og lidt penge til ham.

Ja, - endnu en skilsmisse og igen vil jeg ikke komme nærmere ind på omstændighederne omkring dette.

 

Kim fortsatte det liv han nu havde valgt, boede hos såkaldte venner, blev kriminel og blandede sig med de hårdkogte rødder…

Jeg kunne kun se på, var total magtesløs, ingen hjælp at få nogen steder, kommunen sagde hver gang jeg kom dér, at de ikke kunne hjælpe ham, hvis han ikke ville hjælpes selv. Han skulle være motiveret selv.

Engang imellem, - når han var i knibe, kom han hjem at bo hos mig og hvad var mere naturligt, han kunne og skulle jo ikke bo på gaden.

Jeg har ikke tal på alle de gange Kim har siddet i fængsel og heller ikke hvornår og hvor længe, det hele blev efterhånden helt uoverskueligt, - men hver gang han var inde at sidde havde jeg en lille smule ro, for nu vidste jeg hvor han var og det var ikke ham jeg skulle læse om i avisen.
 

Jeg har været med til ufattelig mange retsmøder, hvor han har fået sine domme og hver gang blevet overrasket over hvad han havde lavet, det var ikke min Kim, det var ikke min søn, sådan havde jeg ikke opdraget ham, sådan kendte jeg ham ikke, - hvad var der da gået galt og hvorfor kunne han ikke se det var et kæmpe skråplan han var ude på?

Jeg græd, var ked af det, men osse gal på ham fordi han ikke ville eller kunne tage sig sammen til at opføre sig normalt, kvitte de forbandede stoffer og leve et normalt liv.
 

Hver gang Kim sad i fængsel, uanset hvor, besøgte jeg ham og hentede ham hjem når han havde udgangstilladelse, - og hver gang lovede han at det var slut, - nu var det sidste gang han skulle i fængsel, - men ak!

Afvænning var noget vi slet ikke skulle tale om, det var unødvendigt, - han kunne sagtens selv komme ud af det og det var i det hele taget slet ikke et problem for ham, han gad ikke høre på mine moraltaler o.s.v.
 

Jeg har oplevet et par gange, at han tog den kolde tyrker og det ønsker jeg ikke at andre skal opleve, det er virkeligt rædselsfuldt og jeg troede han skulle dø hver gang.

Hvis jeg ringede efter vagtlægen, fik jeg den besked, at min søn var misbruger og man kunne ikke hjælpe, de ville slet ikke komme.

Jeg tænkte ofte på at det nok ville ende med at jeg fik en besked om, at han var død af en overdosis et eller andet sted, - men hver gang når det var værst, tog han sig alligevel så meget sammen, så han igen var nogenlunde normal at snakke med og i perioder opførte han sig pænt og roligt, for så igen at gå helt grassat med både stoffer og spiritus, han blandede stoffer, piller og spiritus og jeg er sikker på, at han i perioder slet ikke vidste hvor eller hvem han var, det var virkeligt rædselsfuldt at man blot kunne se på og intet, absolut intet kunne gøre.

 

Kim har haft mange lejligheder, men højst i 3 mdr. så var han nødt til at flytte eller blev sagt op med omgående varsel, - der blev ikke betalt husleje, - hver gang efterlod han næsten ALT, for han orkede ikke at tage det med sig og det kunne jo være ligegyldigt, han fik nok noget nyt igen.
 

På et tidspunkt havde jeg ofret så mange penge og ting til en ny lejlighed, at jeg da han skulle flytte, tog derhen for at pakke de ting der var noget værd og tog det hele med hjem.

Så var der da noget at starte på igen næste gang han fik et sted at bo, men næste gang gik det på samme måde og hver gang det var helt galt, kom han hjem og bo hos mig.

I mange perioder har Kim haft arbejde og tjent rigtigt godt, arbejdspladserne har været glade for ham for han kunne altså godt arbejde i perioder og når han gjorde det, gik han 100 % ind for sagen, i hvert fald et stykke tid, arbejdsgiverne har været glade for Kim, for han sagde altid ja til overarbejde og han knoklede.
Men efter nogen tid gik det galt igen, så gik han på druk eller tog for meget af et eller andet og mødte ikke op, så smuldrede hans liv igen.

 

På sådan et tidspunkt, helt nøjagtigt 28 februar 1988, hvor han havde et godt job og alt så temmelig lyst ud, fik vi en sen nattetime den besked, at deres far var blevet dræbt i en trafikulykke.

Tragisk, selvom jeg jo ikke havde noget at gøre med ham mere, - der var jo engang vi havde kunnet li’ hinanden, vi havde trods alt 2 børn sammen, selvom de nu var store og voksne.

Endnu engang gik Kim ned med flaget, han og hans far havde været på kant den seneste tid, de havde ikke fået talt ud om problemet og nu var det for sent.

 

Tiden fremover bar præg af dette, hans far blev hans højere magt, én han så op til og ingen fejl havde, én han bad til, når han havde behov for det, én han mente nok skulle hjælpe ham videre i livet…

Ingen, skulle sige ét forkert ord om hans far, med undtagelse af Jan, han var faktisk den eneste person der kunne snakke lidt fornuft med Kim og den eneste Kim havde en smule respekt for.

Han gik på værtshuse, han drak, han tog stoffer, piller, han sloges og fik ofte selv tæv, for han havde ikke respekt for andre, uanset hvor store de var, når han var påvirket troede han faktisk at han var uovervindelig.
 

Han kunne være rigtig dejlig, kærlig, men osse lige stik modsat, - jeg vil til enhver tid påstå, at når stofferne tog magten, var han ikke rigtig klog…

 

Kim havde på et tidspunkt en rigtig sød kæreste, men efterhånden som han sad mere i fængsel, end han var hjemme, gik det forhold i stykker og det kan enhver jo forstå.

 

Han har da osse haft et par kærester, der som han selv, var på stoffer og de var lige skingrede skøre, når de var påvirket.

Han havde sådan en kæreste på et tidspunkt og jeg glemmer aldrig, at de kom hjem til mig og satte sig til at ryge heroin ved spisebordet, de var så påvirkede begge 2, at de ikke anede hvor de var, eller hvem de var.

Jeg bad dem gå, men det ville de ikke.
Pludselig var Kim væk og han kom tilbage med en mobil tlf.
Jeg skulle ringe til min læge og få nervetabletter, som de skulle have!
Da jeg nægtede, tog han fat i spisebordet og vippede det, - jeg nåede lige væk, jeg var virkelig skrækslagen og råbte op, - kort tid efter rejste de sig begge og råbende og skrigende forlod de hjemmet.
 

Der gik lang til, før jeg lukkede Kim ind, når han kom til min dør, jeg var virkelig blevet bange for ham.

Førhen, når han blev for grov, havde jeg ofte taget min dyne, pude, vækkeur i bilen og sovet i den om natten på én eller anden parkeringsplads og næste dag, når jeg kom hjem, var han altid faldet til ro eller gået.

 

I perioder var han faktisk helt normal, men det holdt aldrig og endte altid med, at han lavede ét eller andet åndssvagt og havnede i fængsel igen.

Jeg vil lige fortælle, at når Kim ikke var påvirket eller fuld, ja så var han helt normal at snakke med og opførte sig, som alle andre unge mennesker, han var da osse i mange tilfælde utrolig fornuftig at tale med og han havde en charme, som næsten ingen kunne står for.

Han kunne snakke med alle, både unge og gamle og børn elskede han og de ham, han var altid fuld af sjov og en rigtig legeonkel.

Han var den opmærksomme, høflige, smilende og veltalende unge mand, som nærmest var enhver svigermors drøm, han købte blomster til kæresten, han gjorde rent, lavede mad, vaskede op og uanset hvor langt ude han var, har han altid været renlig, selvom han måske ikke havde nogen fast bopæl, skulle han nok sørge for, at finde et sted hvor han kunne få et bad og komme i rent tøj.

Havde han et hjem blev det holdt rent, han kunne nusse i timevis og købte, store grønne planter og pynteting og han elskede det.
 

Netop dette var jo selvsagt én af grundene til, at ingen for alvor troede, at Kim var misbruger, kun de der kendte ham på denne måde.

Han var osse altid bundærlig hvis folk spurgte ham om hans liv.
Han forsøgte aldrig at skjule, at han havde siddet i fængsel og hvorfor.

I 1996 mødte jeg min nuværende mand, på et tidspunkt, hvor Kim sad i Renbæk Statsfængsel, - et såkaldt åbent fængsel.

Kim havde fået udgangstilladelse og ville gerne hjem, men jeg havde ingen bil og heller ingen mulighed for lige at låne en.

Mogens, som min mand hedder, ville da godt køre til Renbæk og hente Kim og skulle osse nok køre ham retur igen næste dag.

Vi så ikke meget til Kim den weekend, han skulle på værtshus nu når han endelig var ude i friheden!

Han kom heller ikke hjem til aftalt tid, så han kunne være retur i Renbæk til den fastlagte tid, men en del timer for sent kørte Mogens ham så retur og da han kom tilbage, var det første han sagde: ” Jeg henter og bringer altså ikke Kim mere!”

Et kort øjeblik var min tanke, at det var da noget mærkeligt noget, det kunne han ikke være bekendt, - men da vi fik snakket mere om det, kunne jeg jo godt se det fra hans synspunkt, jeg havde bare altid gjort det og havde jo selv prøvet så ofte at sidde og vente på Kim, - det var da irriterende, men af sted igen skulle han jo, så jeg havde altid bare kørt ham.

Efterhånden som vi fik snakket mere og mere om Kim, indså jeg for første gang, at han havde alt for meget magt over mig og jeg havde givet efter i alt for lang tid, men hvad kunne jeg lige gøre nu?

 

Kort tid efter, en hverdag, - stod Kim udenfor døren da jeg åbnede. Jeg spurgte ham selvfølgelig om, hvad han lavede og hvorfor han var ude på en hverdag og svaret var, at han da bare lige havde taget en ”springtur”.

 

Nu kunne jeg altså heller ikke være sikker på, at når han var i fængsel så vidste jeg hvor han var og hvad han lavede eller ikke lavede.
Jeg bad ham gå på politigården og melde sig selv, så han kom tilbage, men det syntes han nu ikke lige han havde lyst til lige med det samme.

Han var jo lige kommet og det havde været en besværlig tur, så han skulle da lige have en dag eller to i friheden, så skulle han nok melde sig.

Renbæk er jo, som før omtalt et åbent fængsel, men der burde jo være lidt mere kontrol, mente jeg, så jeg spurgte ham, hvordan han var kommet ud derfra.

Jo, han var da bare gået ud til vejen, havde fundet en cykel og så var han cyklet til Ribe og havde taget toget til Fredericia, det var da nemt nok, selvom det var en lang cykeltur.

 

Tag det roligt mor, jeg laver ikke noget, var hans ord, da han gik igen…

 

Utallige gange har politiet stået udenfor min dør og spurgt efter Kim og hvis han ikke var hos mig, om jeg så vidste hvor han var. De fleste gange har jeg forsøgt at hjælpe dem i håb om, at Kim blev klogere og et par gange har Kim lavet så grove ting, at jeg selv har meldt ham.

 

Kun én eneste gang har jeg ”dækket” over Kim, holdt ham skjult for politiet og fik ham klart fortalt, at det var første, sidste og eneste gang, det gjorde jeg aldrig mere.

 

Nu stod jeg altså igen med et problem og havde lange diskussioner med mig selv, hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg lade som om jeg ikke vidste noget, vente på at de fangede ham i noget nyt kriminelt, så han fik endnu en straf, eller skulle jeg ringe til politiet og fortælle, at han var i byen og lige havde været hos mig?

Jeg valgte den sidste løsning!

Der gik dog 5 dage, før de så ham og han havde igen nået at dumme sig.

 

(Mange af de ting Kim har gjort, kan vi i dag sidde og le højt af i familien, fordi de virkelig var så ugennemtænkte og fjollede.

Engang havde han begået indbrud i en forretning, alarmen gik og da politiet kom, forsøgte Kim at gemme sig bag en stor papkasse med favnen fuld af cigaretter, et skævt smil til betjentene og et stille - ”Nå!”

Det har altid været når Kim har været påvirket eller fuld, han har begået sine dumheder, når han var clean og ædru, lavede han aldrig noget.)

 

På dette tidspunkt havde jeg endelig fået nok, - jeg gik endnu engang til kommunen og sagde, at hvis de ikke kunne hjælpe Kim, så måtte de hjælpe mig, - jeg kunne simpelthen ikke klare mere.

De tilbød mig så at komme med i en selvhjælpsgruppe for pårørende til misbrugere og selvom jeg ikke mente det var noget for mig, sagde jeg ja til det.

Det blev vendepunktet på mange måder…

 

Mogens tog med den første aften og endelig fandt jeg ud af, at jeg ikke stod alene, jeg var ikke den eneste der havde de problemer, der var rigtig mange og problemerne var stort set de samme.

Her lærte jeg, at alt det jeg havde gjort faktisk var med til at bibeholde en søn som misbruger og ikke nok med det, - jeg var medmisbruger!

Det var noget af en mundfuld at tygge sig igennem og gud skal vide, at jeg havde svært ved at vende op og ned på alt, - nu skulle jeg pludselig lukke min dør, holde ham ude af mit liv og meget, meget andet…

Jeg tænkte ofte, nu ville Kim da gå helt til grunde!

 

Hvis ikke jeg havde haft Mogens, min store dreng, hans kæreste og selvhjælpsgruppen at støtte mig til og få opbakning af, havde jeg aldrig klaret det.

Kim blev meget ubehagelig og hidsig, da han opdagede hvordan jeg nu tacklede ham. Han ringede ofte til mig, råbte og skreg og hvæsede, - nu syntes han jeg skulle se at få mine egne meninger frem, i stedet for at bruge Mogens’, han fattede jo ikke det mindste af, hvad der skete og vi kunne sagtens følge ham i hans opfattelse, for hvad skulle han tro andet, end det var Mogens der havde sat ”griller” i hovedet på mig, sådan havde hans mor jo aldrig været før og han anede ikke, at jeg havde henvendt mig til kommunen eller at jeg var startet i selvhjælpsgruppen.

 

Han var mere eller mindre lukket ude i 6 år og i mellemtiden havde han fundet sig en ny kæreste,  som jeg/vi af gode grunde intet kendte til.

De 2 havde lært hinanden at kende i 1996 næsten samtidig med, at jeg havde lært Mogens at kende, hun var ældre end Kim og havde en søn på omkring 10 år.

 

På et tidspunkt var han ædru og clean igen og henvendte sig for at høre om han måtte komme og snakke med mig, - jeg havde sagt til ham, at så længe han ikke kunne finde ud af, hvordan man opfører sig, så længe han lavede de ting han gjorde og når han var fuld eller påvirket skulle han ikke komme eller opsøge mig, men hvis han var ædru, clean og kunne finde ud af det, var han velkommen, så han fik naturligvis lov til at komme.

 

Første besøg endte godt, vi fik snakket godt sammen og kæresten kom så også med på besøg.

En fornuftig pige, med fast arbejde, god uddannelse og en dejlig søn.

Tiden gik, de besøgte os af og til og jeg besøgte dem hvor de boede i en stor dejlig lejlighed, - der var rent, ryddeligt og masser af varme og hygge, - nu måtte han da se det dejlige i, at leve et normalt liv.

 

Julen stod for døren i 1997 og vi skulle for første gang i mange år bytte julegaver og de ville komme en eftermiddag til kaffe.

Jeg hørte råben og skrigen fra gaden, åbnede vinduet og så de løb rundt og Kim kunne ikke finde hoveddøren!

Kæresten stod ved døren og sagde, at det var her, men Kim råbte bare grimt tilbage til hende en hel masse, som ikke lige skal uddybes nærmere.

Hans kæreste gik ind i opgangen, Kim ”skøjtede” bagefter, stadig råbende og skrigende, de ringede på min dør og jeg sagde så: ”Din pige er velkommen her, - men du, Kim, - kan godt gå igen, - vi 2 har en aftale!”

Jeg rystede og sitrede, men var nødt til for min egen skyld, at holde fast ved de regler jeg selv havde sat.

Hun kom ind og Kim vendte om på opgangen, gik stadigt råbende og skrigende ned af trappen, knaldede hoveddøren i med et brag og forsvandt.

Efter et stykke tid, hvor vi blot sad og rystede begge 2 fik vi gang i snakken og jeg fik at vide, han igen var begyndt at tage stoffer, drak meget og skulle i fængsel igen, for et eller andet…

Nu var det altså hende, det gik ud over, hende der skulle være ”mor”, - hende der fik lov til at stå med problemerne, men hun opgav ham ikke, hun holdt fast, hun hentede ham i fængslet, hun besøgte ham og hun elskede ham, ingen tvivl om det.

For mig at se, fandt hun sig i alt for meget men det er jo svært at blande sig i, når de begge er voksne.
 

Jeg aner ikke hvor mange gange Kim var ”inde at sidde” imens de kendte hinanden, for jeg kan ikke længere holde styr på de mange gange, det roder rundt i mit hoved stadig efter alle de år, men på et eller andet tidspunkt blev han igen taget af politiet og en kvindelig betjent spurgte Kim, om han ikke snart skulle have noget gjort ved hans problem!

” Problem, - hvilket problem?”  Det var Kims svar til hende i første omgang og da hun nævnte afvænning, grinte han hende lige op i ansigtet.
 

Efter nogle timer i ”Boksen” kom han dog på andre tanker og var til at snakke med, så hun prøvede igen og Kim var lige pludselig med på hendes forslag.

Han var heldig, i retten fik han en behandlings dom.

 

For første gang i 20 år skulle han i behandling for hans misbrug og det blev på Lolland.

2002 blev året der vendte op og ned på Kim, behandlingen gik rigtig godt. Min store søn, Jan, yngste barnebarn, Aleksander og jeg var på Lolland og besøgte Kim på Moesgård et pragtfuldt sted og han var glad, tilfreds og fuldstændig normal, nu havde han mange planer for fremtiden og der var virkelig sket en kæmpe forandring til det bedre.

Vi ringede ofte sammen, vi skrev sammen og han fortalte i positive vendinger om sit liv, som det var nu.

 

Her er Kims afskedsbrev til stofferne:

Hej ” Stof”.

 

Du har været en fast følgesvend i mange år og den ”Eneste.”

Du har manipuleret og svigtet mig. Når vi var intenst sammen sagde du: ”Det skal nok gå”.

Så skred du og jeg stod alene tilbage og tænkte: ”Det går jo ikke!”

Du var stærk og hemmelighedsfuld. Nu er jeg stærk og ærlig og jeg vil svække dig yderligere ved at røve, jeg stjal min mormors pung, da hun var inde hos naboen.

Du fik mig til at være hård, vred når jeg blev såret, var ked af det. I dag er jeg blød og står ved mine følelser som sidste mandag da jeg stod og græd fordi jeg havde såret dem der holder af mig.

Du fik mig til at være kold, kynisk.

I dag er jeg varm, omsorgsfuld og krammer, tar’ mig tid til dem jeg holder af.

Du fik mig til at være utaknemmelig og ligeglad med mig selv. I dag er jeg taknemmelig og glad for at leve, - uden dig.

Du havde magt over mig, fik mig til at sprede had. I dag har jeg en magt som byder mig at sprede kærlighed.

Det var bare det jeg ville sige… Nåh, nej… Du vil vel vide hvem der holder af mig?

Det er nogle ærlige, kærlige og omsorgsfulde mennesker og uden dem skrev jeg ikke dette brev til dig, for hvor du gjorde mig svag og svigtede, gør de mig stærk og hjælper.

P.S. De skriver snart til dig!

Du ved jeg er lidt overtroisk og ALTID siger: ”Vi ses”, for så mødes man på et tidspunkt igen.

 

Så FARVEL til DIG.

Her et lille vers som Kim har skrevet under behandlingen:

 

Uh, det forvirrer, gør ondt at leve.

Nu man med ét skal dele

sit liv og inderste tanker

med en masse andre.

Det river, flår af smerte

igen at få liv i mit hjerte.

At opdage de tanker der var gemt, -

av for fa’en, de var jo ikke glemt.

Jo, jeg som barn fik lært,

at leve kunne blive svært

og skulle livet gøre lidt ondt

da ville det blot være sundt…………..

Kim kom hjem fra behandlingen i slutningen af 2002, som et nyt menneske og betydeligt bedre, lettet, glad og veltilfreds, - det var næsten som om, han var blevet omvendt, han var blevet en helt anden Kim, den gamle Kim som vi huskede fra før stofferne overtog magten og det var en fornøjelse for alle i familien.

 

I starten ville Kim ikke drikke mere, han ville gerne holde op med at ryge og først og fremmest, han troede på sig selv igen!

Der gik nu ikke længe, før han godt lige ville have et glas rødvin eller en enkelt øl, det kunne vel ikke skade!

Det var jo osse rart, når kæresten havde fri, at de kunne sætte sig, slappe af med et par glas og råhygge…

 

Mogens og jeg var inde og fejre nytår 2002 – 2003 sammen med dem og alt gik fint, ingen problemer selvom Kim drak både rødvin og øl, han opførte sig eksemplarisk, vi var også på visit hos Jan og familien og vi havde det rart alle rart sammen. 

 

Det så ud som om, Kim nu kunne styre det men nervøsiteten lå og lurede og jeg var nok mere på vagt, end nogensinde før.

 

Hans kæreste fyldte 40 år i december og skulle så holde en fest i foråret 2003, det gik osse godt, en dejlig fest, ingen problemer, - troede jeg…

Vi tog jo hjem før festen var slut, så vi så aldrig hvordan det endte.

 

I oktober 2003 blev hendes søn så 18 år og vi skulle igen til fest.

Alt gik fint, jeg blev træt og gik hjem, men Mogens hyggede sig og snakkede så godt med nogle af gæsterne, så vi blev enige om, at han jo bare kunne blive der.

Kl. ca. 7.30 vågnede jeg og Mogens stod ude i vores køkken og ”hang”.

Først troede jeg blot at han var blevet fuld, men han begyndte så at fortælle om, at det hele var endt i kaos.

Kim og kæresten var kommet op at skændes, Kim var faret på en af sønnens kammerater og det hele havde udviklet sig, så han osse ville have fat i kæresten…

Mogens havde forhindret det, havde prøvet at snakke Kim til fornuft, prøvet at få ham til at gå ned i byen, men intet lykkedes.

Han havde så givet hende tegn til at forsvinde, bare i 10 minutter, så ville han prøve at få Kim til at gå igen, - det lykkedes heller ikke, så Mogens gik ud for at kigge om hun var kommet væk, for nu ville han gerne hjem.

Han går rundt om blokken for at kigge efter hende og lige pludselig kommer Kim farende bag ham og råber ” Hvad fanden har I gang i?” Mogens vender sig om og får øje på kæresten, som nu står lige bagved ham.

Hun var altså ikke gået og nu troede Kim i sin brandert, at de havde aftalt et eller andet og ingen kunne få ham fra den tanke. Han begyndte at slå og sparke ud efter Mogens og var fuldstændig vild.

Mogens ville ikke slås med Kim, ikke fordi han var bange for ham, men han mente det hele var latterligt og slet ikke noget at slås for. Han havde blot forsøgt at holde ham på afstand, men det var ikke lykkedes helt, her stod min mand med et blåt øje og jeg var på det nærmeste så rasende på Kim, som jeg aldrig havde været.

Det hele var endt med, at nogen havde ringet efter politiet, som Kim så også var fløjet på og de havde taget ham med i detentionen.

 

Min klare mening var, - nu var det nok, Kim skulle aldrig komme indenfor mine døre mere, men Mogens er ikke den der bærer nag og sagde blot, at nu måtte vi se hvad der skete.

 

Der gik ca. 14 dage, så havde Kim taget mod til sig og ringede ud på Mogens arbejdsplads. Han spurgte om han måtte komme og snakke med Mogens hjemme hos os.

Mogens sagde ja og tirsdag var en god dag, for da var jeg aldrig hjemme men til bankospil.

Da jeg kom hjem fra spil, kunne jeg se, der havde været gæster, der stod flere krus til opvask, så jeg sagde til Mogens: ” Du har da haft gæster.”

Ja, ja, sagde han, Kim har osse været her…

Kim, råbte jeg, hvad ville han?

Så fortalte Mogens om Kims opringning og han var oprigtigt ked af det han havde gjort, han havde sagt undskyld og nu var det altså glemt!

Han skulle da have en chance, mente Mogens.

Det viste sig så, at Kim jo godt kunne se hans problem og nu havde meldt sig til AA og begyndte at gå til møder dér, han startede osse på Værestedet Solstrålen, et sted for clean misbrugere.

Nu gik det fremad igen…

 

Kæresten og Kim holdt op med at komme sammen, men denne gang var det vistnok Kim der sagde stop, han fandt et sted at bo, han morgenbadede i Østerstrands kolde vand hver morgen sammen med en kammerat og det så mere lyst ud en længe, han blev en overgang daglig leder af Solstrålen, han var fuld af ny energi og det alle ville kalde en "Ildsjæl"- men han og én af de øverste fra kommunen var ikke helt af samme mening om tingene, så han blev sagt op.

 

Hvad nu, tænkte jeg, - bliver det nu den samme tur forfra og om igen?

Går Kim igen ned med flaget?

Hvor mange knæk kan han blive ved med at tage?

 

Jeg vidste jo alt om, hvilken behandling kommunen giver til de der har siddet i fængsel, der er ingen hjælp at hente, når de bliver løsladt, - klar dig selv er den rene besked de får.

Kim var heller ikke særlig vel set på kommunen, da han flere gange i påvirket tilstand havde været udvist en temmelig voldelig figur.

En dag kom Kim så og fortalte, at han nu havde fået arbejde i Norge, han skulle være stilladsarbejder, hvilket han kendte en del til fra et tidligere job.

Han skulle rejse i Påsken 2004 og han ville spørge om han måtte låne kr. 1000, til rejsen derop. Jeg fik hans hævekort og skulle så hæve hans løn den første i måneden.

 

Han fik pengene og drog af sted til Norge, var flink til at ringe hjem, virkede glad og var tilfreds med det nye job.

 

Han kom hjem på weekend første gang og var ædru og clean, havde taget på og var rigtig sund at se på.

Anden gang, ringede han hjem til mig allerede på hjemturen og jeg kunne tydeligt høre, at denne gang var han beruset… Ikke meget, meen….

 

Han skulle hente noget hos os og ville sikre sig, at jeg var hjemme, men jeg skulle nogle ærinder inde i byen, så vi blev enige om, at hvis jeg ikke var nået hjem, skulle han lige ringe igen, så ville jeg komme hjem så hurtigt jeg kunne.

Jeg blev ringet op igen, skyndte mig hjem og – hvilket syn!

Han lå som en død mand midt på fortovet, - og solede sig!

Jeg var vred, og ked af det, skældte ud, men for døve ører, så han fik hvad han skulle hente, fortalte at han havde lungebetændelse og skulle skynde sig hjem i seng!

Jeg svarede ham faktisk ikke, for jeg vidste, at det han sagde lige nu, var løgn, han tog da osse direkte i byen og drak videre og vi så ham ikke, før han rejste igen.

 

Han ringede stadig ofte hjem, eller sendte sms’er og jeg nævnte da heller ikke noget om den weekend, det kunne jo ikke betale sig at bore mere i det.
Èn sms husker jeg meget tydeligt - han skrev at der var så skønt i Norge og han skulle have flyttet derop for længe siden, dér var ingen pegen fingre, ingen der sagde noget om hvem han var eller hvad han var, alle var så søde og rare.

Nu ville han flytte permanent til Norge.
Han havde allerede før han tog til Norge, skiftet efternavn og taget deres fars efternavn hvilket måske nok havde givet mig et stik i hjertet, men jeg tænkte, at hvis det kunne være med til, at han fik et nyt liv og en bedre tilværelse, så var det jo ok.
(Samtidig var navneændringen osse taget i et forsøg på at skjule sig, narkogælden var blevet temmelig høj og trusler var blevet hverdagskost, men det er erfarede jeg alt for sent.) 
 

En dag ringede han så og fortalte glædestrålende, at han havde fundet en rigtig sød norsk pige, en lille ”Karen Marie.” ( Karen Marie var hende der opgav ham, da han var begyndt at sidde for meget i fængsler, en stille, rolig og fornuftig pige, som man kun kunne holde af)

Hende her hed altså bare Birgitte Marie, hun var 30 år og havde en søn på 10 år.

Han var så forelsket, at det næsten gjorde ondt og han havde sådan en ømhed i stemmen, så jeg blev rørt over at høre ham.

 

Endelig, kan jeg huske jeg tænkte, endelig, endelig, endelig, - nu har han fundet den rette og nu bliver alting godt igen…

 

Han havde ikke tid til at rejse til Danmark når han havde fri, Birgitte og drengen skulle jo passes, hun havde et stort hus, en kæmpe have og der var meget at lave, når han havde fri, - der gik ikke længe før han boede hos dem og det havde jeg det fint med, bare det gik dem godt.

Birgitte havde computer og nu snakkede vi ofte på Skype eller sad og skrev sammen på messenger, det var så rart alt sammen.
 

I december 2004 kom de til Danmark, kun Birgitte og Kim, Stein Erik (drengen) skulle jo passe skolen, så Birgittes mor passede ham og deres 3 katte, - de var her i en uge og vi nød det alle i fulde drag.

De boede i Jan & Anjas sommerhus på Fyn og Birgitte var så vild med at være her, at hun næsten ikke ville hjem igen.

De var virkelig glade for hinanden, ingen tvivl om det og jeg kan ikke mindes jeg har jeg set Kim så stolt og glad før.

Det blev sidste gang vi så Kim i live.... 

 

Vi fik julekort og julefotos og alt tegnede til at være godt og lykkeligt, nu var der ingen problemer mere.

Foråret kom og vi snakkede stadig ofte sammen og engang imellem kom der en E-mail, eller et brev.

Vi aftalte at leje et sommerhus ved Vesterhavet i efterårsferien en uge hele familien og så skulle vi osse møde Stein Erik.

En dag i juni 2005 ringede Kim mig op og fortalte at Birgitte og ham ikke boede sammen mere, de kom stadig sammen, men han var flyttet…

Da jeg spurgte hvorfor, fik jeg en forklaring som jeg ikke kunne bruge til noget som helst, så jeg spurgte om han nu igen havde dummet sig og havde slået Birgitte?

Hans svar kom promte: ”Det vidste jeg, du ville tro, men det har jeg ikke, vi kan bare ikke bo sammen mere!”

Han boede nu hos en eller anden kammerat og søgte lejlighed i Haugesund, han var dybt ulykkelig, han havde bedt om alt det overarbejde på jobbet, som de overhovedet kunne skaffe, det var den bedste terapi for ham, sagde han.

Jeg måtte godt snakke med Birgitte, men jeg måtte ikke ”presse” hende, for hun havde det osse dårligt med det…

 

Jeg sad en aften kort tid efter og chattede med Birgitte og hun var virkelig meget ked af det hele.

Kunne ikke lade være med at spørge om Kim havde slået hende?

Hun startede med at skrive, at jeg aldrig måtte fortælle Kim, at hun havde sagt noget, hun var bange for at han blev vred på hende.

 

Så kom det, han var begyndt at drikke og muligvis havde han en enkelt aften taget et eller andet, som han i hvert fald ikke kunne tåle, for hun kunne slet ikke forstå, hvad han sagde, men det var kun sket denne ene gang, sagde hun.
Han havde slået hende, han havde rykket hende i håret og været utroligt opfarende, heldigvis havde Stein Erik ikke været hjemme da det skete, men hun havde sagt til Kim, at han blev nødt til at flytte.

Hun elskede ham stadig over alt på denne jord, men kunne selvsagt ikke leve med ham på den måde, så hun håbede, at hvis de ikke boede sammen, så ville han komme til fornuft igen.

Kim havde fortrudt sine handlinger og ville gerne flytte hjem til hende igen, men hun havde stået fast på, at det måske kunne blive senere, ikke nu.

 

Jeg støttede hende 100 % og sagde at der var ingen der skulle finde sig i, at blive slået på, ingen!

Jeg bad hende faktisk om, at bryde forbindelsen med Kim, for jeg var ærligt talt bange for, hvad det kunne ende i. Tænk hvis han kom til at slå, skubbe eller sparke hende så hun faldt uheldigt, kom rigtigt alvorligt til skade eller døde…

Birgitte sagde at hun helst bare ville blive ved med at komme sammen med Kim, han var hendes største kærlighed.

Vi snakkede meget og ofte sammen, Kim der imod hørte vi ikke så ofte fra, men jeg var ærligt talt osse lidt vred på ham, han kunne jo ikke være det her bekendt og hvorfor kunne han ikke bare have været ærlig og fortalt, at han havde dummet sig, hvorfor løj han igen?

 

Den 9 juli 2005 fik jeg en SMS fra Kim, at han nu havde fået en lejlighed og kunne flytte ind allerede om mandagen, den 11juli.

 

Jeg skrev tilbage: ”Tillykke, hvad skal du give i husleje og er den go’?”

Kim skrev beløbet og fortalte, at den var fin, ikke så stor men OK.

Det blev så det sidste jeg kom til at høre fra Kim…

 

Fredag den 15. juli, kontaktede Birgitte os på messenger, hun kunne ikke få kontakt med Kim.

Hun havde prøvet hele dagen og hele aftenen, men han svarede ikke på hverken opkald eller sms.

Min første tanke var, at han nok bare var taget i byen og det skrev jeg til hende, prøvede på at berolige hende og skrev, at han nok skulle dukke op engang, når han havde sovet rusen ud.

 

Efterhånden som vores skriverier skred frem, viste det sig, at den sidste kontakt til Kim havde hun haft dagen før over middag. Hun ville kontakte politiet, men jeg mente ikke der var grund til det og var stadig overbevist om, at Kim blot var taget på en gevaldig bytur.

 

Jeg må indrømme, at jeg tænkte han måske havde fundet en anden pige og så var taget med hende hjem og så ville han jo ikke tage sin telefon, når han så det var Birgitte der ringede.

Jeg prøvede så at ringe ham op, men han svarede ikke. Sendte et par sms’er til ham, - men intet svar.

 

Senere, - meget senere, samme aften kontaktede hun mig igen og sagde, at nu havde hun været på samtlige værtshuse i Haugesund, men havde ikke fundet Kim.

 

Så fortalte hun, at hun havde Kims Visa kort.

 

Nu blev jeg nervøs, for Kim ville jo ikke gå i byen uden penge, men tænkte så, at han kunne jo have haft kontanter, hvilket jeg skrev til hende.

Efter nogen tids skriverier blev vi enige om, at snakkes ved næste morgen.

 

Lørdag morgen kom, natten havde været lang for jeg gik ikke i seng, jeg havde igen prøvet at ringe Kim op, uden held og blev mere og mere nervøs.

Jeg kontaktede så Birgitte og spurgte om der var noget nyt?

Nej, stadig intet nyt fra Kim, men nu ville hun få Stein Erik passet og så køre til Haugesund igen, for at se.

Hun ringede et stykke tid efter og sagde at der stadig ikke var noget nyt, vinduet stod åbent oppe hos Kim på 3 sal, og det havde det gjort siden torsdag over middag, men han åbnede ikke.

Mogens sagde så, at hun skulle prøve at ringe ham op udenfor døren og høre om tlf. ringede inde i lejligheden.

Her kom så det første chock…

Kim boede på 3 sal, hoveddøren var låst og ingen reagerede når hun ringede på, husværten var heller ikke hjemme!

 

Her var det så jeg sagde til Birgitte, nu måtte hun godt kontakte politiet, ikke vente længere…

 

Der gik en time, så ringede tlf. – En grådkvalt Birgitte nærmest hviskede, at nu havde politiet fundet Kim, men han var død…

*****

Jeg husker meget tydeligt mit svar på hendes besked:

 

”Jeg vidste det!”

Lang pause - og jeg fik fremstammet: ”Klarer du dig?”

Hun svarede stille: ” Ja, det går.”

 

Hun fik forklaret, at hun var kørt til politiet, som havde bedt hende køre hjem og så ville de ringe til hende, når der var nyt og at de havde fået mit mobil nr. og ville ringe til mig.

 

Allerede da Birgitte ringede første gang og vi blev enige om, at hun skulle kontakte politiet, ringede jeg til Jan og spurgte om de ikke kunne kigge hjem, jeg ville gerne snakke med dem.

 

Jan reagerede på samme måde som jeg havde gjort aftenen i forvejen, men de skulle nok lige komme, de skulle blot lige handle lidt først.

(Vi kendte jo godt Kim og vidste han kunne tage en gevaldig bytur.)

Det var helt i orden, for på det tidspunkt vidste jeg jo ikke hvad der var sket.

 

Da Birgitte så havde ringet og fortalt, at Kim var død, ringede jeg igen.

Anja tog tlf. jeg fik bare sagt, ”Vil I godt komme nu!”

Jeg ville ikke fortælle det i tlf. – men før de kom, var de klar over der var noget helt galt, Anja kunne høre jeg græd.

Vi græd sammen og sorgen ramte os alle hårdt og dybt.

 

Der gik igen ca. 1 time og min tlf. ringede. Det var en betjent fra Haugesund, som slet ikke vidste hvad han skulle sige, - så til sidst måtte jeg fortælle ham, at jeg havde fået beskeden gennem Birgitte.

Han fortalte, at Kim var blevet fundet i sin lejlighed, siddende i en stol, ingen tegn på vold, så de opfattede det som et almindeligt dødsfald, men han skulle obduceres.

De kunne ikke sige noget som helst om årsagen, eller tidspunkt endnu…

Hvis jeg havde spørgsmål, var jeg velkommen til, at kontakte ham og han ville svare så godt han kunne…

 

Min verden styrtede sammen og herefter foregik alt som i en tåge.

 

Min søn var død i et andet land, - pludselig var Haugesund og Norge langt, langt væk…

 

Jeg kunne intet gøre, følte mig mere magtesløs end nogensinde før og jeg kunne ikke bare lige rejse til Norge, selvom tanken var der.

Det havde jeg jo heller ikke fået noget ud af på daværende tidspunkt, han var jo fjernet fra lejligheden og lå i Bergen, hvor han skulle obduceres.

 

De næste dage husker jeg kun i glimt, men jeg fik da kontaktet bedemanden, fik igen kontaktet politiet i Haugesund og stillet nogle spørgsmål vedrørende Kim død, - havde de fundet nogen form for stoffer i lejligheden?

”Nej.”

Var der fundet kanyler?

”Nej.”

Samtidig fik jeg at vide de intet kendte noget til Kim, da slet ikke som misbruger og hans lejlighed var utrolig ren og ryddelig…

 

Hvad var der så sket?

Hvorfor var Kim død?

Hvad var han død af?

Var det selvmord?

Var det tvang fra anden side?

Havde han "glemt" noget gammel gæld?

En bunke spørgsmål trængte sig på og kværnede rundt i hovedet og ingen svar!

 

Jeg måtte bare finde ud af noget, så jeg snakkede med Birgitte mange gange, fik at vide at hun havde snakket i tlf. med Kim sidste gang torsdag den 14. juli omkring kl. 13.30 hvor hun ikke kunne forstå, hvad han sagde og havde sagt, at hun ikke ville snakke mere med ham nu, men ringe igen senere, hvilket hun jo sandelig også havde gjort.

Ved en fejl havde Kim sendt en SMS til hans eks kæreste i Danmark kl. 13.52, men da hun svarede ham, havde han blot sendt en tom SMS retur til hende. Jeg fik oplyst af hende, hvad han skrev første gang:

”Kommer du lige over med minu. Flot!”

 

Hvad betød det?

(En samtale med betjenten fra Haugesund, gav svaret: "Minus" er slangudtryk for heroin i Norge og de mente han havde villet have fat i det, men det nåede han aldrig!) 

Jeg fik fat i Kims formand på hans arbejdsplads og han kunne så fortælle mig, at de aldrig havde haft problemer med Kim før torsdag den 14. juli.

Kim havde været meget beruset og/eller påvirket allerede da han mødte og de kunne ikke forstå, hvad han sagde, så han blev kaldt ind på formandens kontor, hvor han havde fået at vide, nu ville de køre ham hjem og så skulle han gå til læge og psykiater og når han følte sig rask igen, skulle han bare møde op, så ville alt være ok. Kim havde fortalt, at han var dybt ulykkelig over flytningen fra Birgitte og formanden mente så, at det måtte være derfor og han skulle søge hjælp hos læge og / eller psykiater.

Problemerne hobede sig op, ingen vidste hvordan hjemtransporten af Kim skulle foregå og der var ikke store håb om, at han kom hjem i en kiste, da det var en kostbar affære og hverken Danmark eller Norge var villige til at betale for det. Danmark ville ikke fordi Kim var flyttet permanent til Norge og Norge ville ikke fordi Kim var dansk statsborger!

Bedemanden forberedte mig på, at Kim nok ville blive kremeret i Norge og så ville jeg få ham hjem i en urne!

Alt var kaos inde i mig, hvis Kim kom hjem i en urne, kunne jeg resten af livet være i tvivl om, at det var ham der var død…

 

Den første uge var nu næsten gået og stadig intet nyt, men fredag den 22. juli ringede bedemanden og fortalte, at det var lykkedes at få Norge til at betale for hjemtransporten og hvis alt ”gik godt”, ville kisten med Kim komme til Danmark lørdag den 23. juli omkring middag.

 

Hun ringede igen lørdag og fortalte, at Kim nu var i Fredericia og hvis vi ville, kunne vi komme at se ham og få sagt farvel til ham…

Jeg havde været i tvivl, men da jeg først fik beskeden kunne jeg ikke lade være, jeg måtte være sikker på det var Kim.

Det var slemt, det var hårdt og synet forfølger mig stadig i min søvn, samtidig med, at jeg tror jeg har gennemlevet alle årene med Kim i drømme siden.

 

 

Kim blev bisat den 28. juli 2005, for derefter at blive kørt til krematoriet.

Birgitte kom til Danmark og var her til bisættelsen, hun havde fået lov at se Kim i Bergen, men ville ikke undvære at sige et sidste farvel til sin Kim.

 

 

Alt var stadig kaos i mig og tankerne var ikke til at styre, - jeg vidste jeg havde født Kim, jeg havde nu osse set ham død, men jeg havde hverken dåbsattest eller dødsattest.

En bagatel måske, men pludselig et problem for mig.

Bedemanden sørgede for jeg fik en dåbsattest.

 

Dødsattesten kom den 4. august, efter mange skrivelser og tlf. samtaler, hvor jeg rykkede og rykkede for et svar, - ikke til mig, men sendt til min læge, for da det var et politidokument, måtte de ikke sende det direkte til mig, men gerne til min læge.

Her stod:

Dødsårsag: Lungebetændelse

Årsag: Medikamentpåvirkning?

Dødstidspunkt: 15. juli 2005

 

Det var den foreløbige besked vi kunne få og så måtte vi vente på obductionsrapporten.

 

Der manglede nogle papirer fra Norge, så først den 19. august kom der brev fra krematoriet, at nu var urnen kommet retur og den 22. august sænkede Jan og jeg urnen ned, mens Mogens, - som altid, stod ved min side.

 

Obductionsrapporten kom, osse sendt til min læge, den 30. oktober og den fortalte, som jeg allerede vidste, at Kim var død af lungebetændelse. Der var fundet lidt rester af nogle tabletter der hed Rivotril, samt temmelig meget metadon.

Kim havde indtaget så meget metadon, at han var blevet bevidstløs, han var faldet i søvn og da der er brækmiddel i medicinen og han skulle kaste op kunne han ikke dette, fordi han sad op.

Madrester og lignende løber så tilbage og ned i lungerne og giver en voldsom betændelse, som dermed bliver dødsårsagen.

 

Igen en masse spørgsmål - ”Hvis nu!” og ”Hvorfor?”

 

Spørgsmål som jeg ved, jeg aldrig får svar på, men alligevel trænger sig på igen og igen.

 

Jeg har mistet nære familiemedlemmer før, min far døde i 1991, efter 9 års sygdom.

Han lå på sygehuset, men jeg skulle have hentet ham hjem i hans egen bil næste formiddag.

Jeg sad tilfældigt hjemme hos min mor aftenen før da de ringede fra sygehuset og det var mig der tog tlf. En sygeplejerske sagde: Åh, hvor er det godt du er hos din mor, din far er lige død.

 

I 1996 stod politiet ved min dør og min første tanke var, - nå, nu leder de efter Kim igen!

Min første sætning var derfor: ”Nå, kan I nu ikke finde ham igen?”

De så mærkelige ud i deres ansigter og først da de nævnte min brors navn, gik det op for mig, at det var noget helt andet!

 

Man havde fundet min bror i Esbjerg havnebassin, druknet! Han havde fejret fødselsdag ombord på den fiskekutter han sejlede med, men da hans kollegaer ville videre i byen, ville han ikke med. På en eller anden måde var han faldet overbord og blev først fundet da det igen blev lyst næste dag.

Politiet havde taget oplysninger om min mor og da hun var en ældre dame, ville de ikke tage ned til hende og fortælle det og valgte så mig.

Jeg måtte så gå den tunge vej ned og fortælle min mor, at hun nu havde mistet hendes eneste søn.

 

I 2001 da min mor døde, var det min søster der ringede og fortalte mig det, hun var blevet ringet op af hjemmeplejen, som havde fundet mor død på køkkengulvet.

 

I 2004 blev min dejlige svigerfar syg og indlagt, vi blev kaldt til Nordjylland og kørte dertil om natten, han døde næste dag lige før middag.

 

Alt dette har været hårdt, men jeg kan ikke nægte, at Kims død er det værste jeg nogensinde har været igennem og jeg føler virkelig med andre mennesker, der mister deres børn uanset af hvad, man kan ikke sætte sig ind i, hvordan det er før man selv oplever det, men man ønsker aldrig at nogen som helst andre skal stå i den situation.

 

Jeg er dybt taknemmelig over livet, jeg er dybt taknemmelig for, at jeg stadig har en dejlig søn, en skøn svigerdatter, 2 vidunderlige børnebørn, verdens bedste mand, en altid hjælpsom, omsorgsfuld og forstående søster og hendes mand, en god svigermor, hele resten af hans familie, et stort netværk af rigtig gode venner o.s.v. - En rigtig dejlig norsk ”svigerdatter” som kalder os svigermor/ svigerfar og et ”barnebarn” som praler stolt af sine danske bedsteforældre til kammeraterne, - og som vi stadig har en god forbindelse til. Birgitte og hendes veninde har så sent som i december 2005 igen været på besøg i en uge, de hyggede sig og boede hos Anja og Jan det meste af tiden.

Jeg føler, at jeg stadig har lidt af Kim i dem og er glad for hun har lyst til at holde forbindelsen til os.

 

Mit største ønske er, at jeg med min beretning her, kan hjælpe andre pårørende og måske osse nogle unge mennesker der er på vej ud i det usikre, til at tænke sig om en ekstra gang, før de prøver den slags, der tog livet af min søn og mange andre.

 

Denne beretning er ikke skrevet for at såre eller skade nogen, men for at hjælpe.
 Ingen skal være i tvivl om, at jeg elskede min søn, det gjorde jeg og det vil jeg altid gøre, han er både elsket og savnet, som der står på hans gravplade.... Hans liv har været strengt og meget hårdt og ikke det hele var hans egen skyld, han blev offer for stofferne og det var dem der styrede ham...

Jeg vil slutte med at fortælle, at jeg har et stort mål endnu:

Jeg ønsker af hele mit hjerte at hjælpe hvor jeg kan og har derfor taget kontakt til politiet her i byen og besluttet, at tage med rundt på skoler og lignende steder, som pårørende til en misbruger, hvis det kan lade sig gøre og på sigt tage rundt for at holde foredrag om det, - at være pårørende til en misbruger.

Til slut her vil jeg blot sige:

Pas på jer selv og pas på hinanden.